Dette fortalte et familiemedlem mig i går.
Scenariet er ikke atypisk. De fleste ville nok tænke som “sidedamen”. Mange æbleskiver = mange kalorier = forklaringen på kvindens overvægt. Det er vel simpel logik? Ja, det er nærmest blevet en samfundssandhed.
Og her har vi det første problem. At vi lynhurtigt og selvsikkert får draget en konklusion, der passer med den overbevisning, vi har fået indprentet så dybt, at vi slet ikke stiller spørgsmålstegn ved den. At folk med overvægt jo bare spiser alt for meget særligt af de “usunde” ting, og derfor har de jo selvfølgelig udviklet overvægt.
Det andet problem er, at det ikke blot bliver ved tanken, men at der også er behov for at sige det højt. Vi holder ikke vores fordømmelse for os selv, men begynder højlydt af vægtstigmatisere eller ligefrem fatshame.
Hvor kommer det behov fra?
Og siden vi så åbenlyst gør det, må vi jo også tænke, at det er helt i orden?
Folk med overvægt har brug for flere kalorier. Det er det korte svar på, hvorfor man som overvægtig spiser mere, end en, der vejer 30 kg mindre. Men vi skal passe på, vi ikke forveksler konsekvens med årsag.
For det at en person med svær overvægt nu har brug for f.eks. 300 kalorier mere dagligt, betyder ikke, at han/hun har spist 300 kalorier mere hele voksenlivet og derfor har udviklet overvægt (tro mig, så var det ikke kun 30 kilos overvægt, der var tale om!). Den ekstra kaloriemængde, der skal til dagligt for at udvikle svær overvægt over tid, er så lille, at den ikke kan måles. Vi taler et tal omkring de 5-15 kalorier dagligt. Det er jo ingenting? Præcis. Men over tid akkumuleres overskuddet, og fedtmassen øges gradvist og langsomt.
Så nej, man er ikke pludselig begyndt at spise to portioner eller flødeis hver aften, eller hvad man nu kunne have fået opfattelsen af. Vi taler om et overskud af energi på ca. 0,5 % af behovet. Så for dem, der har holdt deres vægt stabil de sidste 20-30 år – så har deres kroppe holdt en uhyre præcis kaloriebalance. Det er ikke noget, man kan gøre ved brug af “viljestyrke”.
Overvægt er bare ikke så simpelt, som folk gør det til.