Om overvægt
Svær overvægt er en multifaktoriel og kompleks udfordring, der ikke løses ved simple råd om at spise mindre og bevæge sig mere
Maria Felding
Overvægt
Overvægt er nok et af de mest misforståede områder inden for sundhed. Den manglende forståelse for årsagerne bag udviklingen af overvægt skaber myter og fejlagtige antagelser. Dette kan ikke kun få en negativ indflydelse på behandlingen af overvægt, det danner også grundlag for en udbredt vægtstigmatisering og polarisering i samfundet.
Mit ønske med mit arbejde med overvægt er bl.a.:
- at skubbe den nuværende forståelse for overvægt i en mere nuanceret og evidensbaseret retning.
- at hjælpe personer med svær overvægt med at få et liv med mere livskvalitet
- øge befolkningens forståelse for, hvor kompliceret overvægt er og hvorfor
- at nedbringe vægtstigmatisering hos den enkelte og i samfundet
Vil du eller din virksomhed vide mere om overvægt, vægttab, myter og misforståelser?
Så book mig til et foredrag – her
Hvad skyldes overvægt?
Dette er et spørgsmål, forskere har forsøgt at besvare i årtier. Der er stadig ikke et klart svar.
“Men er det ikke ret simpelt – man spiser vel bare mere, end man forbrænder?” Denne tankegang er helt forståelig. Problemet er, at selv om et langvarigt kalorieoverskud er en forudsætning for den fedmeepidemi, vi ser i dag – så er det ikke en forklaring.
For spørgsmålet er (eller burde være):
- Hvad er det, der starter fedtudviklingen?
- Hvorfor er det kun nogle mennesker i samme samfund, der udvikler svær overvægt?
- Hvorfor er det så svært at nedsætte den øgede fedtmasse, når først den er udviklet?
Disse spørgsmål er langt mere fundamentale og dermed langt mere komplicerede. Og der er ganske enkelt ikke et simpelt svar.
Der er et hav af mulige medvirkende årsager til, at man udvikler overvægt. I min bog En ulige kamp gennemgår jeg 11 af dem i dybden. Disse er bl.a genetik, epigenetik, søvnvaner, vores fødevarer, slankekure, traumer i barndommen og vores socioøkonomiske status.
Nedenfor ses forskernes skitsering af, hvilke faktorer der menes at være medvirkende til, at der udvikles svær overvægt. Ikke særlig simpelt!
The obesity system map
Myter og vægtfordomme
Kort svar på nogle af de mest udbredte vægtmyter:
- Bliver man sundere af at tabe sig?
Ikke nødvendigvis. For nogle kan det faktisk øge dødeligheden. Det afhænger af en lang række faktorer. - Kan man ikke bare spise mindre og tabe sig?
Midlertidigt jo. Men man kan ikke ignorere basale behov (sult) for evigt. For nogle er sulten så stor, at det ikke er kampen værd. Ikke alle har lige let ved at tabe sig. - Handler overvægt i bund og grund ikke om mangel på viljestyrke?
Nej. Det handler om utrolig mange ting, men viljestyrke er ikke på listen. Det kan sammenlignes lidt med at prøve at sove for lidt i årevis. Der er meget stærke biologiske kræfter på spil, som vil tvinge dig til at få dækket dine basale behov. Det gælder både søvn, kalorier, ilt osv. - Spiser folk med overvægt ikke bare for meget?
Når man først har udviklet overvægt, har man brug for flere kalorier, end en, der vejer 30 kg mindre. Så folk med svær overvægt spiser generelt mere end folk uden svær overvægt. Men det er ikke ensbetydende med, at det var den øgede mængde kalorier, der forårsagde overvægten til at starte med. Den kaloriemængde, det kræver at udvikle overvægt, er så lille, at den ikke kan måles. Så man kan faktisk ikke sige, at overvægt skyldes, at man spiser “for meget”.
De uddybende forklaringer finder I i En ulige kamp. Dem er der ikke plads til her 🙂
Vægtstigmatisering
Misforståelserne om overvægt fører til en udbredt vægtstigmatisering i samfundet. Nedefor kan I se en kort video fra Vidensråd for Forebyggelse, der forklarer vægtstigmatisering.
Svær overvægt er en multifaktoriel og kompleks udfordring, der ikke løses ved simple råd om at spise mindre og bevæge sig mere
Maria Felding