Derfor kan folk med overvægt ikke bare spise mindre og tabe sig
“Folk med overvægt skal spise sundere og tabe sig.”
”De mangler viljestyrke og er dovne.”
Sådan er opfattelsen stadig hos rigtig mange danskere. For hvis man selv vælger, hvad man putter i munden, så er det vel også ens eget valg at blive overvægtig? Derfor er overvægt vel også selvforskyldt?
Det virker så let og ligetil. Som et simpelt regnestykke – spis blot færre kalorier, end du forbrænder, og så vil du tabe du dig.
Hvorfor udvikler man overvægt?
Ja, det er knapt så ligetil. Nogle mennesker er født med en større appetit. Nogle er født med en lavere forbrænding (stofskifte). Nogle optager flere kalorier fra det, de spiser, og nogle har så store cravings, at det nærmest er et fuldtidsjob at modstå de mange fristelser.
Der er utrolig mange faktorer, der ser ud til at spille en rolle for vores vægt. Forskningen viser, at omtrent 40-70 % af forskellen i vores BMI ser ud til at være bestemt af vores gener. (Til sammenligning viser forskningen, at ca. 80 % af forskellen i vores højde ser ud til at være bestemt af genetik).
Det miljø, vi bliver udsat for i fostertilstanden, ser også ud til at spille en vigtig rolle. Eksempelvis ses en højere sandsynlighed for svær overvægt hos barnet, hvis moderen har røget, været svært overvægtig eller haft høj vægtøgning under sin graviditet. Det samme er gældende, hvis faderen har haft svær overvægt eller har røget før graviditeten. Det betyder, at kimen til overvægt kan være grundlagt allerede i fostertilstanden.
Danske forskere har også fundet, at børn udsat for omsorgssvigt har 7-10 gange større risiko for at udvikle svær overvægt, når de er vokset op, som børn, der ikke har været udsat for omsorgssvigt i opvæksten.
I tillæg har vi så vores fødevareindustri, som producerer tusindvis af unaturligt velsmagende, ultraforarbejdede fødevarer til os. Hvis man tænker, man helt selv vælger, hvad man kommer i indkøbskurven, om man lige køber en slikpose med på tanken, om man spiser hele chipsposen, selv om man kun havde bestemt sig for en håndfuld – ja, så har fødevareindustrien gjort deres arbejde rigtig godt.
For ikke alene påvirker de dig strategisk (manipulerer dig) til at vælge deres produkter og til at spise mere af dem, end du havde tænkt dig. Man bemærker det knapt. Vi tror til og med, at vi gør det, fordi vi mangler viljestyrke.
Listen af mulige medvirkende årsager til overvægt er lang og kompliceret. Det, den dog ikke inkluderer, er dovenskab eller mangel på selvdisciplin. Nedenstående illustration er et forsøg på en forsimpling af årsagerne bag udvikling af overvægt.
Men man har vel stadig spist for meget? Ellers kan man vel ikke blive overvægtig?
“For meget” er et interessant begreb. Hvad betyder det? Hvis to personer vejer det samme og spiser lige meget, men kun den ene tager på – er det så kun den ene, der har spist ”for meget”?
Hvis man kun spiser, når man er sulten, men alligevel tager på – har man så spist for meget? Hvis svaret her er ja, så svarer man vel også indirekte ja til, at en person, som er sulten hele dagen hele livet, men holder en lavere vægt, så har spist “passende”.
Er det virkelig samfundet, der bestemmer, om man spiser for meget? Burde det ikke være kroppen – altså appetitten?
Når en person med svær overvægt f.eks. tager to portioner eller spiser en is, kommer mange til at tænke, at det vel netop derfor ikke er så overraskende, at personen har udviklet overvægt. Det er vel ren logik?
Det er sandt, at der er en sammenhæng mellem et større kalorieindtag og svær overvægt. Men det, der kommer bag på folk, er at det faktisk overvægten, der kommer først.
Når først man har udviklet svær overvægt, har man brug for et større kalorieindtag end en person, der vejer 30 kg mindre. Så det er ikke så mystisk, at personen med overvægt kan have brug for en ekstra portion. Men det er derimod ikke den ekstra portion, familieslikposen eller lignende kalorierigt, der har forårsaget overvægten. Udviklingen af overvægt og svær overvægt kræver nemlig så få ekstra kalorier dagligt, at det slet ikke er muligt at måle.
Vægtøgning og svær overvægt udvikles almindeligvis langsomt og gradvist ved et kalorieoverskud på noget lignende 15 kalorier dagligt svarende til ca. 3 appelsinbåde. Selv dette lille bitte kalorieoverskud kan nemlig over ca. 20 år betyde en udvikling fra normalvægt til svær overvægt (selv hvis vægtøgningen var ren fedtmasse).
Men 15 kalorier dagligt er jo ingenting?
Lige nøjagtigt. Og helt umuligt at opdage eller måle.
Men svær overvægt kan vel også skyldes, at man ofte spiser McDonalds og den slags?
Tja. At burgere og lignende jævnligt indgår i kosten, er ikke ensbetydende med, at man ender med et kalorieoverskud samlet set. Og hvis man gør, er overskuddet næppe særlig stort.
Lad os antage, at man spiste en burger menu om ugen udover ens behov hver uge i 10 år. Dette kalorieoverskud ville medføre, at man gik fra at være normalvægtig til at have en BMI på godt 50 (igen – selv hvis vægtøgningen var ren fedtmasse). Der er altså tale om en ekstrem og unaturligt hurtig vægtøgning, der er ret urealistisk. Med andre ord – det er meget langt fra det kalorieoverskud, der normalt er tale om i udviklingen af overvægt.
Svær overvægt er altså – modsat hvad mange måske har hørt – ikke et resultat af burgere og familieslikposer. Den slags spiser de fleste af os nok. Det interessante er imidlertid, at hos nogle holder kroppen alligevel en utrolig præcis kaloriebalance, så indtaget og forbruget er fuldstændigt ens – og uden at de skal tænke over det. Altså uden at bruge nogen form for selvdisciplin eller viljestyrke. For andre ender kalorieindtaget på ganske få kalorier over behovet (med eller uden burgere i kosten). Og over tid kan denne minimale daglige ubalance medføre svær overvægt.
Man kan faktisk sige, at de personer, der udvikler svær overvægt, har spist nærmest nøjagtigt det samme antal kalorier dagligt som dem, holder en lavere vægt. For det er helt umuligt at måle kalorieindtaget så præcist, at man ville opdage 15 kaloriers forskel.
Men derfor kan man vel godt spise mindre og så tabe sig?
Teoretisk set ja. Men efter +30.000 slankebøger, diæter, sundhedskampagner, et væld af kostråd og kalorieberegnede kostplaner og en stadig stigende udvikling i overvægt, er det tydeligt, at det ikke er så let at holde det vægttab i praksis. Og det er der gode grunde til.
Der er ingen evolutionær fordel i vægttab. Faktisk tværtimod. Vi har udviklet utroligt effektive forsvarsmekanismer, der sørger for, at vi netop ikke taber os. Dette gælder uanset, om man vejer 50 kg eller 150 kg. Det virker måske helt ulogisk. Men sådan er det.
Vægttab medfører både lavere stofskifte, større appetit, flere cravings og mindre lyst til at bevæge sig.
Der er dog stor forskel på, hvor meget kroppen hos forskellige personer forsvarer fedtmassen. Nogle oplever en glubende appetit og helt vanvittige cravings under et vægttab. For nogle vil faldet i stofskiftet også være markant større end hos andre.
Det betyder, at nogle personer vil være nødt til at reducere kalorieindtaget endnu mere og kæmpe mod en langt større sult end andre, hvis de fortsat skal kunne tabe sig.
Lad os tage et eksempel.
Forestil dig, at du normalt spiser 2000 kalorier dagligt svarende til dit behov. Dit mål er vægttab, og derfor begynder du at følge en kostplan med 1500 kalorier dagligt. Det starter fint, og din vægt begynder at falde. Men nu begynder kroppens forsvar så at sætte ind, og dit stofskifte nedsættes, så du kun forbrænder 1700 kalorier dagligt. Dit kalorieunderskud er altså nede på 200 kalorier dagligt og ikke 500, som det ”burde”.
Kroppens forsvar får også din appetit til at stige – den vil gerne have, du spiser f.eks. 600 kalorier mere dagligt, end du gør (svarende til 6 skiver rugbrød).
Siden du begyndte på din kostplan, forbrænder du altså færre kalorier og du er også blevet langt mere sulten samtidig. En temmelig uheldig kombination.
Lad os så antage, at det på en eller anden måde alligevel lykkes dig at følge kostplanen i nogle måneder, og at din vægt falder yderligere. Jamen så vil kroppen øge sit forsvar. I takt med at vægttabet øges, så stiger din appetit endnu mere og dit stofskifte falder yderligere.
Selv hvis du ”blot” ønskede at holde dit vægttab, så vil din sult stadig være markant større end før.
Det betyder altså, at for mange medfører et vægttab, at de nu er sultne hele dagen, alle tanker kredser om mad, de får hovedpine, koncentrationsbesvær, bliver irritable osv. Det kan man sammenligne med at sove 4 timer hver nat, og have alle symptomer på søvnmangel, og det eneste, der ville hjælpe, var at få søvnbehovet dækket. Men hvis man sover igennem – eller som i dette tilfælde – spiser de kalorier, man har behov for, ja, så stiger vægten igen.
Når det ikke er lykkes at bevare et vægttab, er det ikke et resultat af mangel på viljestyrke. Viljestyrke er ganske enkelt intet over for en evolution, der har formet os til at holde på vores fedtmasse.
Kender du en, der har tabt sig og holdt det vægttab mange år blot ved f.eks. at skære ned på fedt eller fast food? Så kunne man mene, at det var et bevis på, at nogle mennesker har mere viljestyrke end andre. I virkeligheden ser det dog mere ud til at bekræfte, at der er stor forskel på, hvor meget kroppen kæmper imod. Hos nogle er kroppens forsvar ikke lige så stærkt, og derfor har de bedre forudsætninger for at tabe sig og vedligeholde vægttabet. Det er ikke så simpelt, som at de blot har “taget sig mere sammen”.
Er du omvendt en af dem, der har prøvet utallige gange, og det varige vægttab føles som en uendelig og umulig kamp? Ja, så ved du nu lidt mere om, hvad det formentligt skyldes.
Men det er vel stadig usundt at være overvægtig, og det koster jo samfundet mange penge?
Svær overvægt er korrekt forbundet med helbredsrisici og ja, det er dyrt for samfundet. Men det er også dårligt for helbredet og dyrt for samfundet at spise for meget salt. Dette medfører dog ikke, at vi saltshamer andre for at drysse salt på deres kartofler. Ikke at efterleve De officielle Kostråd er faktisk lige så dyrt for samfundet, som svær overvægt er. Og fysisk inaktivitet koster samfundet 5 milliarder mere årligt, end svær overvægt gør (og dette er inaktivitet isoleret set, uden nogen effekt af BMI).
Hvad samfundsøkonomi og sundhed angår, er der altså mange faktorer, der er vigtigere at rette opmærksomheden mod end svær overvægt.
Svær overvægt er en kompleks og multifaktoriel tilstand. En tilstand, der ikke kan løses ved simple råd om at bevæge sig mere og spise mindre. Hvis vejen ud af overvægt lå i kaloriereducerede kostplaner, havde vi ganske enkelt ikke en fedmeepidemi. Svær overvægt er og bliver en samfundsskabt udfordring, og kan ikke løses ved at lægge ansvaret over på den enkelte.
Det, der kan gøre en forskel her og nu er, at danskerne får en større forståelse for overvægt, som kan overdøve misforståelserne og få nuanceret overvægtsdebatten. Herigennem kan vi få sat fokus på en anderledes og mere evidensbaseret tilgang til overvægt, få nedbragt vægtstigmatiseringen og ikke mindst få fjernet den selvbebrejdelse, rigtig mange med overvægt helt unødvendigt lider under.
Referencer: se links i teksten.
Ønsker du mere viden om emnet? Så kan du læse meget mere i denne bog.
