Forleden var jeg på café og kom tilfældigvis i snak med kvinden ved nabobordet. Hurtigt kom vi ind på, hvad jeg lavede, og hvad min kommende bog (om overvægt) handlede om. Hendes første reaktion lød:
“Jeg forstår det ikke… hvis jeg var blevet tyk – så ville jeg bare spise noget sundere.”
Hun var ikke dømmende. Men grundlæggende uforstående. Jeg tror, mange deler denne form for søgt rationale. For hvis man gerne vil tabe sig, så kan man vel bare lægge kosten om? Spise mindre “usundt”? Løbe nogle ture? Det kan virke så ligetil – ja, ligefrem logisk. Og her har vi roden til problemet.
Problemet her er nemlig ikke blot antagelsen om, at svær overvægt kan løses med kaloriereducerede kostplaner, og at vi hermed sagt i bund og grund har misforstået, hvad overvægt handler om.
Problemet er, at vi TROR, vi forstår overvægt. Mange af os tror oprigtigt på, at svær overvægt udvikles som et resultat af manglende viljestyrke. Ala: “Hvis man nu bare havde holdt sig fra cola og burgere, så var man stadig slank”. Og når denne opfattelse er så forankret i os, er det svært at være åben og lydhør over for, hvad overvægt rent faktisk handler om.
Det er på en måde interessant, at vi accepterer og anerkender, at eksempelvis kræft og hjerte-kar-sygdomme er komplekse tilstande, som kun specialister kan udtale sig troværdigt om. Her ville vi i højere grad være ydmyge og lytte, hvis en kardiolog eller onkolog udtalte sig, selv om det gik imod vores egen forståelse. Men sådan er det ikke med svær overvægt. Her holder vi stædigt fast, selv om eksperterne gang på gang fortæller os, at årsagen til overvægt er kompleks og på ingen måde kan koges ned til et spørgsmål om viljestyrke eller dovenskab.

Vi er nødt til at forstå, at vi ikke forstår overvægt.