(Følg min Facebookside her)

 

Skræmmekampagne om veganske produkter vildleder

 

Almindeligvis ser jeg store fordele i, at vi har foreninger såsom Forbrugerrådet Tænk til at hjælpe med at spotte vildledende markedsføring. Men i denne omgang har de desværre bidraget til vildledning snarere end vejledning.
Det har ført en lang række artikler med sig, og jeg kan kun forestille mig, at det vil have konsekvenser for folks valg i supermarkederne. Med både sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser til følge.

 

 

Citat fra Forbrugerådets fødevarepolitiske seniorrådgiver (BT):
»Der opstår nogle modstridende elementer i de her produkter. For hvis man skal lave produkter, der er kopier af traditionelle varer som kød og mejeriprodukter, vil det ofte blive relativt kunstige produkter set med mere traditionelle fødevareøjne. Der er mange tilsætningsstoffer i, du bruger ingredienser som palmeolie og kokosolie, som i mange andre sammenhænge er udskældt, du bruger sojaproteiner, der kan være genmodificerede og kommer fra den anden ende af Jorden, og som er i konflikt med tankegangen om uforarbejdet ægte mad«, siger Camilla Udsen til Politiken.

 

GMO argumentet igen?

Først og fremmest synes det mærkværdigt, at GMO argumentet bruges mod soyaprodukter, når det tager ca. 10 sek. at finde ud af, om et produkt er genmodificeret (det skal stå på emballagen). Her kunne man have forventet, at den fødevarepolitiske seniorrådgiver var bekendt med Fødevarestyrelsens regler omkring mærkning af fødevarer – eller havde undersøgt det, inden den udtalelse kom ud til hele Danmark. For ALLE fødevarer med en GMO skal mærkes med det, og derfor vil der aldrig være nogen tvivl om, hvorvidt et soyaprodukt eksempelvis er genmodificeret. Jeg har aldrig set et produkt i DK, der har været genmodificeret, ej heller blandt de mange soyaprodukter.

Jeg har skrevet om GMO flere gange, da det desværre ikke er første gang, den misforståelse blev delt, se bl.a. her og her.

 

Naturligvis er hele planter bedst

Jeg er fuldstændig enig i, at kokos- og palmeolie ikke er hensigtsmæssige udfra et sundhedssyn (fordi de er nær rent mættet fedt, se bl.a. her). Men nu er det jo langt fra alle veganske produkter, der indeholder dem.
Jeg tror dernæst godt, at forbrugeren er med på, at de ikke køber “uforarbejdet ægte mad”, når de står med et tydeligt forarbejdet produkt i hånden.

Som alle, der følger mig og som har læst vores bog, nok er klar over, så opfordrer jeg til at spise hele planter og så (industrielt) uforarbejdet som muligt. Men det er ikke fordi, at veganske færdigprodukter er “farlige”, “fyldt med kemi”, “tilsætningsstoffer”, “soya fra Kina” el andre skræmmeargumenter. Det er fordi, det er sundere at spise broccoli end soyapølser.

 

Skræmmeargumenter

Politiken skriver: “Forestil dig en vare i supermarkedet, der er fuld af tilsætningsstoffer og hjælpemidler, rørt op på en fabrik, består af sojapulver og palmeolie fra Kina, er pumpet med op til flere vitaminer, tilsat farvestof for at få det til at ligne noget, det ikke er, sødet med sukker – og i øvrigt er ikke-økologisk.”
“…sådan ser ingredienslisten ofte ud på supermarkedernes plantebaserede produkter, der skal erstatte kød, mejeriprodukter og æggeprodukter.”

Med andre ord gøres brug af udtalt skræmmeretorik med forvirring og usikkerhed til følge.

“Pumpet med vitaminer” –  man kunne også sige tilsat? Det er jo lige før, man kunne blive nervøs over at spise multivitaminer også – de er da om noget pumpet med vitaminer.

En anden detalje, man måske burde huske på, er, at dyrenes foder også er “pumpet med”/tilsat vitaminer og mineraler. At det tilsættes planteproduktet, som vi selv spiser eller det plantefoder, dyrene spiser, og som vi så efterfølgende spiser, er vel ét fedt?

Og igen – det er langt fra alle veganske produkter, der har tilsatte vitaminer (og jeg er generelt heller ikke fortaler for vitaminpiller, primært fordi det er overflødigt, se her). Når man vælger plantemælk, vil jeg dog netop anbefale en med tilsat calcium.

Ang. “sojapulver fra Kina”, så er det sandt, at en del veganske færdigprodukter indeholder soyaprotein (jeg skal ikke kunne sige, om noget af det kommer fra Kina, men soyaen i Naturli’s produkter – ‘Hakket’ eksempelvis – kommer fra Nordamerika, og soyaen i deres drikke kommer fra Europa), og at soyadyrkningen er et kæmpe miljømæssigt problem globalt set. Men det er ikke de veganske soyabøffer, der er skyld i udryddelsen af Amazonas.

Som jeg har skrevet om her (nederst), er det den stigende efterspørgsel på animalsk protein, der er skyld i destruktionen af verdens store og smukke naturområder med de konskvenser, det medfører for dyr og klima (og dermed mennesker). 75 % af den dyrkede soja går direkte til dyrefoder, og Danmark har en stor rolle ved at være den 13. største importør af soja, der bl.a. går til at opfede 30 millioner danske grise årligt. I 2013 importerede vi 1,513 mio. tons soya.
Læs meget mere her (s.4 og 5).
Og her kunne man faktisk godt bruge GMO argumentet, da det ikke kan ses på pakken, om dyrene har fået genmodificeret soya…

Måske vi skulle tage et kig på ingredienslisten i et helt traditionelt, “ægte” dansk pålægsprodukt: Skinke
Skinke (87%), vand, salt, druesukker, majsstivelse, antioxidant (natirumascorbat), konserveringsmiddel (natriumnitrit), krydderi- og krydderurteekstrakt. Saltindholdet er dobbelt så højt som i peanuts…!
(bemærk at de skadelige stoffer i kødpålæg ikke kun er tilsat (nitrit, salt), men forekommer naturligt (fx. hæmjern) eller dannes under tilberedning (stegemutagener). Så man kan ikke se dem i ingredienslisten. 

 

At noget er naturligt/uforarbejdet, gør det ikke sundt

Det kan hurtigt komme til at lyde som om, at rigtigt kød, æg, mælkeprodukter er sundere, fordi de er “naturlige” eller “ægte”. Her føler jeg i den grad, artiklen mangler lidt nuance. At noget er “naturligt”, gør det ikke sundt. Rødt kød, ville mange nok mene, var ret naturligt. Men sundt? NEJ.

Måske indeholder den nye veganske fars ‘Hakket‘ kokosolie og en stabilisator* – men jeg vil stadig argumentere for, at det er et bedre valg end hakket oksekød (jeg vil dog stadig opfordre til at vælge hele planter såsom linser, hakkede svampe, kidneybeans eller grøntsager til tomatsaucen/lasagnen i stedet, da de er langt mere næringsrige og uden mættet fedt).
Jeg må her minde om, at rødt kød (heriblandt oksekød) er formentlig kræftfremkaldende for mennesker“. Det må vist være noget nær definitionen på en usund/uhensigtsmæssig fødevare. Hvor naturlig den end måtte være. Udover kokosolien i ‘Hakket’ kan jeg ikke se problemet i ingredienslisten*. Og det omtalte farvestof er lavet af rødbede – det går nok lige.
Mange hakket-kød-erstatninger er desuden uden kokosolie.

Og så vil jeg måske heller ikke ligefrem mene, at der er noget særlig naturligt over den måde animalske produkter bliver fremstillet på i dag…

Det er ærligt lidt absurd, at vi skulle blive bekymrede omkring den ikke-eksisterende skadelige virkning af tilsætningsstoffer, vitaminer osv. i et vegansk produkt, som er lavet til at erstatte et animalsk produkt, hvor hele produktet er bevist skadeligt for vores sundhed. Og ikke mindst for kloden.

 

Det er positivt, at udbuddet af veganske alternativer vokser

Det forekommer mig besynderligt og ret ærgerligt, at der kun lægges fokus på, at de veganske færdigprodukter kan indeholde lidt fyldemidler, virker “unaturlige” osv. Ingen havde vel forventet, at de sundhedsmæssigt kunne måle sig med blåbær og sødkartofler?

De er industrielt forarbejdede ligesom så mange andre ikke-veganske produkter. Så nej, det er ikke særlig naturligt, men mange af dem er stadig at foretrække frem for den “ægte” vare. Såsom Økolivets “kød”pålæg lavet af tofu eller Vegansk fars i stedet for hakket oksekød. Eller de mange Like Meat produkter, som også kan erstatte flere former for rødt kød (fås bl.a. i Lidl og er økologiske).
Ikke mindst gør mange af produkterne det langt lettere for danskerne at skære ned på kødet, hvilket er vigtigt. Og ikke kun for vores egen sundhed.

Og så er det jo ikke tilsætningsstoffer, aromastoffer eller hvedegluten, der er årsagen til, at hver 4. dansker dør af hjertekarsygdom… Forarbejdet kød (kødpålæg, bacon etc) er derimod ifølge WHOs kræftagentur en overbevisende årsag til udvikling af tyk- og endetarmskræft. Måske vi burde sætte mere fokus på det i stedet?

Jeg anvender selv veganske færdigprodukter såsom soyayoghurt og beriget sojamælk. De er lækre, forholdsvis næringsrige, og jeg foretrækker disse over de “rigtige” animalske komælksprodukter. (Se her og her).
Jeg bruger ikke køderstatninger, da jeg ikke har brug for dem. Smagen siger mig ikke noget, og jeg spiser helst hele planter. Men mange danskere har svært ved at forestille sig, hvordan de skal lave spaghetti bolognese eller lasagne uden hakket oksekød og er ikke nået til linser endnu. Så i en overgangsperiode, er jeg glad for, at der findes mange gode kødalternativer, som bestemt er værd at prøve. Ikke som alternativ til bønner, linser, grøntsager, nødder, der er langt sundere – men som alternativ til de dage, hvor de ellers havde valgt rødt kød.

Endelig er der producenter, der fremstiller fødevarer, som gør det nemmere for danskerne at gøre de traditionelle retter sundere og mere bæredygtige. Jeg forstår ikke, hvorfor dette skal gøres til noget negativt.

 


(Det er heller ikke første gang, veganske produkter sættes i dårligt lys. Sidst hed det sig, at vegansk mælk var fyldt med kemi – se mere her)

*INGREDIENSLISTE i HAKKET
Rehydreret SOJAprotein/-isolat (58 %), vand, kokosolie, SOJAmel, HVEDEgluten, MANDEL, Karl Johan svampe, tomat, fermenteret dekstrose, tapiocastivelse, salt, maltekstrakt (BYG), farve (rødbede), naturlig aroma, maltodekstrin, stabilisator (methylcellulose)

Diætist Felding

MAIL diaetist@felding.dk
TELEFON 22 27 64 63
CVR 35185410

KLINIK PÅ ØSTERBRO - Åben alle dage 
Kildevældsgade 83 a st tv
2100 København Ø

 

Følg mig på facebook - og få klar besked og tips om sund kost


 

Hjemmeside udviklet af Kasper Rebien

GENVEJE

ARTIKLER

BLOG

INTERVIEWS

OPSKRIFTER

BEHANDLINGER

BOOK TID

FOREDRAG

BOG

OM MARIA

 

© Alle rettigheder forbeholdes - Maria Felding 2021

Kontakt

15 + 9 =