Din kostvejleder bestemmer ikke over dig

 

Når man går til en diætist eller kostvejleder for at få råd og vejledning, så er det jo ofte fordi, man har en tiltro til, at de kan hjælpe en. Derfor synes det naturligt, at man bør gøre, hvad de anbefaler. Måske endda præcis, hvad de anbefaler. Det kan lyde fornuftigt – “for ellers virker det vel heller ikke…?”
Men.
Det er faktisk noget, jeg siger til mine patienter, at de IKKE skal. Altså – de skal ikke absolut gøre præcis, hvad jeg anbefaler.

 

 

Jeg kender ikke mine patienter godt nok efter de 60-90 min., vi taler sammen første gang, til at kunne tilrettelægge alle mine råd helt nøje ud fra deres personlighed og livsrammer. Så det, jeg siger er, at jeg vil hjælpe dem så godt, jeg kan, men det er vigtigt, de er ærlige og fortæller, hvad der er realistisk for dem, og hvad de rent faktisk har lyst til at følge. Og at de ikke skal følge noget, bare fordi jeg anbefaler det, men fordi det lyder fornuftigt og giver god mening for dem.

Det sidste, jeg ønsker, er, at min patient ikke føler sig hørt eller føler, de er blevet påduttet noget.

Hvis du – ligesom de fleste af mine patienter – har været hos flere behandlere, fulgt diverse kure eller bare læst lidt om ernæring på nettet, så er dit hoved nok fyldt med et utal af råd, der ofte peger i alle retninger. Man bliver jo helt træt og stresset ved tanken om alle de ting, man skal/ikke må.
Et eller andet sted derimellem glemmer man at lytte til sig selv. Hvad har jeg lyst til at spise? Hvad passer til mig? Hvad føles rigtigt? Det er der slet ikke plads til midt i alle de mange råd og regler.

Det viste citat stod på en kostplan, en af mine patienter havde fået lavet af en tidligere kostvejleder. Jeg vidste knapt, hvad jeg skulle sige! I kan nok gætte, hvordan jeg så ud i hovedet???

Jeg tænker ikke, at mange kostvejledere bruger den slags retorik, men jeg ved, at mange af mine patienter har gået med samme følelse efter tidligere behandlinger. At de SKAL følge alle de råd, de får uden at være blevet spurgt, om det lyder realistisk eller fornuftigt for dem.

Mit råd til dig er – LYT til DIG SELV først. Det er dig, der skal hav det godt med planen, og det er desuden dig, der har betalt for vejledningen. Derfor er det mere end ok at sige: “ Ej, det der er altså ikke lige mig, kan vi gøre det på en anden måde?” eller “Det der synes jeg ikke rigtig giver mening – gider du lige forklare det igen?“

Selv om du sidder over for en diætist, så er det stadig godt at være skeptisk omkring rådene ved fx. at sige:

“Jeg kan godt se, at kødpålæg er kaloriefattigt og derfor giver mening ift. mit vægttab… men er der ikke noget med, at det ikke er særlig sundt?”
“Du siger max 1 frugt dagligt… hvordan giver det mening, når Fødevarestyrelsen anbefaler 3 stk. dagligt??”
“Hvordan giver det mening, at jeg SKAL spise morgenmad, når jeg slet ikke er sulten og gerne vil tabe mig??”

Hvis ikke du har lyst til at blive vejet, så skal du bestemt heller ikke lade dig overtale (det har mange af mine patienter gjort 🙁 ).

Osv. osv.

(og ja, der ligger en del hints fra min side til kostvejlederne her…)

Mit mål er aldrig kun vægttab og en kaloriefattig kost. Det havde da været det kedeligste job i verden, og det kan alle jo gøre fx. vha. en kalorieapp.
Det væsentligste for mig er, at vi sammen finder en realistisk langsigtet plan, der tager hensyn til de udfordringer, du nu kommer med (eksisterende sygdomme, begrænset budget, overspisning, ingen interesse i madlavning, cravings, kræsenhed, maveproblemer osv.). Dernæst at kosten sammensættes, så den ikke kun giver færre kalorier, men også bliver en mere sundhedsfremmende kost. Og frem for alt – en, du har lyst til at følge uanset om du gerne vil tabe dig eller ej. Er vægttab den eneste motivationsfaktor, så holder vægttabet næppe i længden.

Diætist Felding

MAIL diaetist@felding.dk
TELEFON 22 27 64 63
CVR 35185410

KLINIK PÅ ØSTERBRO - Åben alle dage 
Kildevældsgade 83 a st tv
2100 København Ø

 

Følg mig på facebook - og få klar besked og tips om sund kost


 

Hjemmeside udviklet af Kasper Rebien

GENVEJE

ARTIKLER

BLOG

INTERVIEWS

OPSKRIFTER

BEHANDLINGER

BOOK TID

FOREDRAG

BOG

OM MARIA

 

© Alle rettigheder forbeholdes - Maria Felding 2021

Kontakt

3 + 10 =