Tanker om overspisning

 

 

I dette indlæg har jeg delt lidt af mine tanker omkring dét at overspise. Her ment som dér, hvor man lidt har mistet kontrollen og spiser af andre årsager end sult og ofte bliver ved, til man er ubehageligt overmæt. Man behøver bestemt ikke have en decideret spiseforstyrrelse for indimellem at spise på denne måde. Men det er et problem, mange har, og som efterfølgende fremkalder den værste side i os – nemlig selvbebrejdelsen, den dårlige samvittighed og ikke mindst den dårlige selvfølelse.

Derfor har jeg jeg skrevet dette indlæg, hvor jeg går igennem nogle af de tanker, jeg har om emnet.

Det er vigtigt at sige, at dette skriv ikke bør forstås som en “sådan-kommer-du-af-med-årevis-med-overspisning-og-madforstyrret-adfærd”-s guide. Men jeg håber, det kan sætte lidt tanker i gang og måske ændre den måde, mange ser på sig selv på i den forbindelse.

 

Først og fremmest vil jeg sige, at denne form for overspisning er langt mere normal, end mange (særligt dem, der gør det) går og tror.
Det er vigtigt ikke at tro, der er noget “galt med en” fordi, man nogle gange overspiser, eller at man er den eneste, der gør det. Det er ikke alene usandt, men det forværrer også det værste ved overspisningen. Nemlig den dårlige samvittighed.

Er man så heldig slet ikke at kende til trangen til at spise mere, end man har behov for, kan man nemt være lidt uforstående og måske endda lidt dømmende over for denne adfærd.
“Kan de ikke bare lade være?”
“Hvorfor bliver de ved, hvis de gerne vil lade være og udmærket ved, de bare får det skidt bagefter?“

Bare formuleringen af disse spørgsmål lyder SÅ bebrejdende. Det værste er, at de kommer lige så meget indefra fra som fra andre. Hvis ikke mere… Jeg tænker ikke, jeg behøver sige, at det kommer der intet godt ud af. Skyld og selvbebrejdelse fjerner ikke årsagen til, at man overspiser. Det er virkelig ikke her løsningen og hjælpen kan findes.

 

 

Den dårlige samvittighed…

Hvis du er én af de mange, der overspiser, så kender du formentligt alt til den dårlige samvittighed, der følger. Følelsen af, at man endnu engang spiste “alt for meget”, ikke kunne ”styre sig”, “ikke holdt sin diæt” og de mange andre ødelæggende tanker.

Følelsen kan være nærmest uudholdelig. 

Vi er exceptionelt gode til at slå os selv i hovedet. Igen og igen og igen. Vi bebrejder os selv for at “falde i” (hader det udtryk!) og igen spise alt det, vi ikke synes, vi burde. OG når det er sket, så kan det hele jo være ligemeget – så hvorfor ikke bare fortsætte. Og så tynges samvittigheden endnu mere. Det er nok de færreste, der overhovedet nyder maden på det her tidspunkt.

 

 

Hvorfor overspiser man?

Hvorfor gør man det så? Hvad får en til at spise på en måde, der giver alle de her følelser, man ville ønske, man kunne blive fri for?

Det er et meget stort spørgsmål, for det kan være 100 forskellige ting. Dernæst er selve dét at overspise heller ikke det samme for os alle. Men det er samtidig et vigtigt spørgsmål og noget, der er alt for lidt fokus på. Vi glemmer det i hvert fald ofte selv midt i alt selvbebrejdelsen.

For det er netop dét, der er vigtigt: At komme til bunds i, hvad der ligger til grund for denne spisetrang. Det er ikke altid nemt at finde helt frem til. Men min erfaring er, at folk ofte godt selv ved det, hvis de giver sig selv lov til at mærke efter.
Ofte har man været fanget i skylden og formandingerne om “aldrig at gøre det igen” så længe, at man har glemt at spørge sig selv, hvad det egentligt kunne handle om. Med andre ord – hvordan man kan hjælpe sig selv ud af det.

Det kunne handle om, at man simpelthen er så træt efter en lang dag, at man bare har brug for at slappe af, og det forbindes med mad. Af en eller anden grund glemmer vi, at søvn/hvile eller frisk luft faktisk er det, vi har brug for her.

Stress er også en hyppig overspisnings-trigger – det dulmer på en eller anden måde at spise noget, når man er stresset. Som om, det lidt fjerner fokus og “tynger” en lidt. 

Stress og træthed er egentlig bare en form for triggers, der kan fremkalde spisetrangen. Men de er lige så vigtige at være opmærksom på. Det er langt lettere at forebygge overspisning, hvis man kender sit mønster – sine triggers. Stress, træthed, kedsomhed, rastløshed, tristhed – det er ikke unormalt, at man spiser på flere af dem, og når man først kan se det, så er det nemmere at forebygge dem og finde alternative måder at håndtere følelsen på. 
HVIS der altså er en grund til at finde alternativer. 
Eksempel:
Jeg overspiser, når jeg er stresset. Stress gør, at jeg føler mig konstant sulten, og dét at spise dulmer min stress-følelse. Og det er sååå rart. Så her hjælper maden mig virkelig. Men den eneste grund til, at maden kan være en hjælp for mig, er at jeg IKKE har dårlig samvittighed over det efterfølgende. Ellers ville det nok bare forværre stressen. 
Det er jo ikke en løsning på min stress, men lige mens min hverdag sejler, er det rart at have et eller andet, der lige dulmer lidt. Så for mig er det en fin midlertidig løsning (jeg kunne også prøve yoga, vejrtrækningsøvelser og alt det der, men deeet gider ikke… ? )

 

For mange, måske nok de fleste, stikker overspisningstrangen langt dybere og kan ofte føres tilbage til følelser og oplevelser i barndommen.

-Nogle er altid blevet trøstet med søde sager.

-Nogle har fået kritiske og irettesættende kommentarer om deres udseende (det kan både være, at man var “for tynd” eller “for tyk” – begge kan føre til overspisning).

-Nogle har oplevet, at andre har kontrolleret deres spisning; “nu har du vist fået nok” (før man egentligt var mæt) eller “man skal spise op, tænk på alle dem, der ikke får mad” (det er så underligt et argument, for hvad skulle det dog hjælpe dem, at vi tvang maden ned??). Nogle er ligefrem blevet skældt ud, hvis ikke de spiste op.

– Nogle har været lidt runde som små og derfor haft begrænsinger på mad eller ligefrem blevet sat på kur. 

– Gentagne slankekure kan også føre til et forstyrret forhold til mad, der skiftevis får en til at underspise for så at ende ud i en overspisning. Her er overspisningen en helt naturlig reaktion, som vi desværre ofte skammer os over i stedet for at se det som kroppens naturlige (og faktisk vigtige) reaktion på en form for “hungersnød” dagene forinden.

– osv.

 

I denne artikel fortæller en ung kvinde om sin overspisning. Den burde få lukket alle forestillinger om, at “de jo bare kan lade være”. Samtidig viser den, hvordan årsagen bag overspisning kan stikke dybt.

 

Der er mange årsager til, at man overspiser. Man finder dem ikke ved at bebrejde sig selv og udelukkende fokusere på symptomet. 

 

 

Vægtøgning og overspisning

Udover at vi oftere slår os selv i hovedet, end at vi rækker os selv en hånd, så varer “straffen” ofte også ved. Særligt hvis vi ønsker at tabe os.
Frygten for at tage endnu mere på efter endnu en overspisning forværrer naturligvis selvfølelsen, hvilket kun gør en ny overspisning forventelig.

Jeg spørger ofte mine vægttabspatienter, hvorfor de tænker, de vil tage på af det? Her er de først ret uforstående (det virker jo ret logisk, at man skulle det?!). Men mit næste spørgsmål er så: Hvor lang tid går der typisk, før du bliver sulten igen efter en overspisning? Her svarer de fleste efter en længere tænkepause, at det ved de faktisk ikke. De har ikke prøvet at vente så længe. Enten sker overspisningen om eftermiddagen, hvor de jo spiser middag et par timer efter (her når de ikke at blive sultne, før de spiser igen) eller også sker det sent om aftenen, hvor de går i seng kort tid efter. Om morgenen spiser de så mere af vane/pligt end af sult, fordi vi jo har lært, at vi skal spise morgenmad… (endnu en kostmyte). Dem, der har prøvet at vente med at spise, til de blev sultne igen siger, at der kan gå 6-8 timer, Og det giver rigtig god mening.

Hvis vi nu sagde, at vi overspiste kl 16.00. Så er det måske egentligt ret usandsynligt, at vi overhovedet når at blive mere sultne den dag. Det er heller ikke sikkert, at sulten melder sig før op ad formiddagen næste dag. Så hvis vi bare lader kroppen selv bestemme, hvornår den har brug for næste måltid – så tager man ikke nødvendigvis på af en overspisning.

Mange melder tilbage til mig, at det føles som en befrielse bare at prøve at vente. Det giver både en ro bare at lade kroppen selv sige til, og det giver en ro at tænke, at det jo egentligt godt kan udligne sig kaloriemæssigt. Det væsentligste er dog, at det ofte tager en god portion hvis ikke størstedelen af den dårlige samvittighed forbundet med overspisningen, hvilket også har en indirekte forebyggende effekt på en efterfølgende overspisningstrang.

Enkelte fortæller mig, at de er endnu mere sultne om morgenen efter en overspisning om aftenen. Men denne “sult” de føler, er næppe rigtig sult. For det er ikke frugt og andet let, de har lyst til. De har mere lyst til brød og andet tungt for at dulme det ubehag, de har i maven. Sult og ubehag i maven kan ofte forveksles.

 

Dette er ikke en løsning, men det er en simpel måde at prøve at give hovedet og kroppen noget ro og se, om det ikke lige går med den overspisning. Kroppen er faktisk ret god til at regulere, hvor mange kalorier den skal bruge hver dag – vi glemmer bare ofte at lytte 🙂

 

 

Hvad gør dig glad?

Som nævnt kan mad bruges til at dulme mange dårlige følelser – fordi det giver en umiddelbar, men igen kortvarigt følelse af ro eller glæde. Og hvem kunne ikke bruge den efter en lang dag, hvor det hele bare ramler??

Hvis vi kunne give os selv lov til at nyde maden og efterfølgende også bare nyde den følelse, den gav, så ville maden faktisk have en fin, symptomdæmpende rolle. Men de fleste får det kun værre efter, de har spist pga den dårlige samvittighed, hvilket betyder, at maden i bund og grund slet ikke hjælper.  Det er noget, jeg taler meget med mine klienter om, men det tager tid. Og derfor kan det også være en god idé at se på andre metoder til at finde ro – metoder, der også giver ro efterfølgende.

Når man prøver at forebygge trangen til at overspise, er fokus ofte på at fjerne alt sødt fra huset. Men det er en dårlig idé, hvis ikke vi har fundet en anden måde at få den gode, afstressende følelse på. Igen  – vi skal ikke straffe os selv ved at fjerne noget, der giver os ro/glæde/afstressning el lign. Men vi kan finde en anden måde at opnå det på.
Vi har altså brug for et alternativ.

Så.. hvad gør dig glad??
Dette er desværre det sidste, mange af os tænker på. Særligt denne gruppe af mine patienter, hvor selvkritikken overspejler alting. Men det er hammer vigtigt!
Prøv at tænke over, hvad der kan give dig en følelse af ro, glæde, afstressning eller bare en hyggelig, rar og varm følelse? Hvor ofte gør du nogle af de ting?
Det er faktisk rigtig svært for mine patienter at svare på, når jeg spørger. Først efter noget tid kommer det frem. Og det er sjældent noget, de gør særlig tit.
Hvis vi knapt nok ved det og i hvert fald sjældent gør det – kan det så undre nogen, at det er svært at slippe maden?

Jeg ber ofte mine patienter om at lave en “glad-liste”. Både for at de skal vende fokus mod noget, der kan hjælpe dem, og for at de kan bruge den som reminder om rent faktisk at gøre nogle af de ting. Altså gøre noget godt for dem selv.

 

     

Mit råd er at lave din egen liste. Hvad end der er på, er det sandsynligvis noget, du kunne gøre noget mere. Særligt hvis du giver dig selv lov. Forestil dig så en uge, hvor du gør 3 af de ting hver dag, og i weekenden gør du én mere, som tager lidt længere tid eller er lidt mere “besværlig”.

 

Jeg siger på ingen måde, at vupti så er overspisningstrangen forduftet – men jeg vil rigtig gerne prøve at vende fokus mod noget positivt. Noget, der har fokus på dig, dine følelser og dine behov. Min oplevelse er, at det kan give en kæmpe ændring i tankemønstre og dermed adfærd. For nogle vel at mærke. For andre skal der meget mere til, og jeg synes, det er så vigtigt at respektere det og finde frem til den bedste måde, man kan hjælpe sig selv på.

 

Dårlig samvittighed løser intet. Det giver grobund for endnu flere aftener med skam, selvkritk og selvdestruktiv (spise)adfærd. Please lad være.

 

 

Diætister kan altså også godt overspise

Jeg kan i hvert fald  🙂 (på min egen måde – der er jo forskellige grader af overspisning). Det overrasker ofte mine patienter, når nu jeg er diætist, hvilket jeg jo egentligt godt kan forstå. Men jeg er altså ikke immun over for stress og andre ydre påvirkninger, der kan trigge en lidt uhensigtsmæssig adfærd. Nogle gange betyder det en meget kort lunte og indimellem betyder overspisning.
Jeg har dog som nævnt ikke dårlig samvittighed over det (at overspise altså – den korte lunte har jeg, for det kan gå ud over andre). Jeg er faktisk ret ligeglad. Når det sker, så sker det. Efterfølgende kan jeg være mæt i 8 timer, hvilket jeg næsten bliver imponeret over ?? Det er som om, min krop lidt har sagt – jeez det var en ordentlig omgang, du udsatte mig for der – men ok, bare du lige giver mig en pause nu ?
Dernæst ved jeg præcis, hvorfor det sker. Jeg overspiser, når jeg er blevet ALT for sulten eller er meget stresset. Eller har haft en elendig nattesøvn! Den er slem. Så har jeg nærmest lyst til at spise hele dagen.
Så for mig er det i teorien ofte ret nemt at forebygge – men det lykkes bare ikke altid alligevel ?

Tristhed giver mig ikke madtrang, men det får mig til at gøre andre uhensigtsmæssige ting. Derfor har jeg også selv lavet en “glad-liste”. Og jeg elsker den!