Tanker om overspisning

 

 

I dette indlæg har jeg delt lidt af mine tanker omkring dét at overspise. Her ment som dér, hvor man lidt har mistet kontrollen og spiser af andre årsager end sult og ofte bliver ved, til man næsten er dårlig. Man behøver bestemt ikke have en decideret spiseforstyrrelse for indimellem at spise på denne måde. Men det er et problem, mange har, og som efterfølgende fremkalder den værste side i os – nemlig den altoverskyggende selvbebrejdelse, dårlige samvittighed og ikke mindst dårlige selvfølelse.

Derfor har jeg jeg skrevet dette indlæg, hvor jeg går igennem nogle af de tanker, jeg har om emnet og har gået med længe.

Det er vigtigt at sige, at dette skriv ikke bør forstås som en “sådan kommer du af med årevis med overspisning og madforstyrret adfærd”-s guide. Men jeg håber, det kan sætte lidt tanker i gang og måske ændre den måde, mange ser på sig selv på i den forbindelse.

 

Først og fremmest vil jeg sige, at denne form for overspisning er langt mere normal, end mange (særligt dem, der gør det) går og tror.
Det er vigtigt ikke at tro, der er noget “galt med en” fordi, man nogle gange overspiser, eller at man er den eneste, der gør det. Det er ikke alene usandt, men det forværrer også det værste ved overspisningen. Nemlig den dårlige samvittighed.

Er man så heldig slet ikke at kende til trangen til at spise mere, end man har behov for, kan man nemt være lidt uforstående og måske endda lidt dømmende over for denne adfærd.
Kan de ikke bare lade være?”
Hvorfor bliver de ved, hvis de gerne vil lade være og udmærket ved, de bare får det skidt bagefter?

Bare formuleringen af disse spørgsmål lyder SÅ bebrejdende. Det værste er, at de kommer lige så meget indefra fra som fra andre. Hvis ikke mere… Jeg tænker ikke, jeg behøver sige, at det kommer der intet godt ud af. Skyld og selvbebrejdelse fjerner ikke årsagen til, at man overspiser. Det er virkelig ikke her løsningen og hjælpen kan findes.

 

 

Den dårlige samvittighed…

Hvis du er én af de mange, der overspiser, så kender du formentligt alt til den dårlige samvittighed, der følger. Følelsen af, at man endnu engang spiste alt for meget, ikke kunne ”styre sig”, “ikke holdt sin diæt” og de mange andre ødelæggende tanker.
Følelsen kan være nærmest uudholdelig. I starten er ubehaget ikke mindst fysisk, idet ens mavesæk kan føles som om, den er ved at sprænge. Men selve den dårlige samvittighed og medfølgende mindst lige så dårlige selvfølelse varer ved langt længere end følelsen af overmæt- og fyldthed.

Vi er exceptionelt gode til at slå os selv i hovedet. Igen og igen og igen. Vi bebrejder os selv for at “falde i” (hader det udtryk!) og igen spiste alt det, vi ikke synes, vi burde, og når det er sket, så kan det hele jo være ligemeget – så hvorfor ikke bare fortsætte… Og så tynges samvittigheden endnu mere. Det er nok de færreste, der overhovedet nyder maden på det her tidspunkt.

 

 

 

Hvorfor overspiser man?

Hvorfor gør man det så? Hvad får en til at spise på en måde, der giver alle de her følelser, man ville ønske, man kunne blive fri for?

Det er et meget stort spørgsmål, for det kan være 100 forskellige ting. Dernæst er selve det at overspise heller ikke det samme for os alle. Men det er samtidig et vigtigt spørgsmål og noget, der er alt for lidt fokus på. Vi glemmer det i hvert fald ofte selv med i alt selvbebrejdelsen.

For det er netop dét, der er vigtigt: At komme til bunds i, hvad der ligger til grund for denne spisetrang. Det er ikke altid nemt at finde helt frem til. Men min erfaring er, at folk ofte godt selv ved det, hvis de giver sig selv lov til at mærke efter.
Ofte har man været fanget i skylden og formandingerne om “aldrig at gøre det igen” så længe, at man har glemt at spørge sig selv, hvad det egentligt kunne handle om. Med andre ord – hvordan man kan hjælpe sig selv ud af det.

Det kunne handle om, at man simpelthen er så træt efter en lang dag, at man bare har brug for at slappe af, og det forbindes med mad. Af en eller anden grund glemmer vi, at søvn faktisk er det, vi har brug for her – ikke mad (eller kaffe for den sags skyld).
Stress er også en hyppig overspisnings-trigger – det dulmer på en eller anden måde at spise noget, når man er stresset. Som om, det lidt fjerner fokus og “tynger” en lidt.

Stress og træthed er egentlig bare en form for triggers, der fremkalder spisetrangen. Men de er lige så vigtige at være opmærksom på. Det er langt lettere at forebygge overspisning, hvis man kender sit mønster – sine triggers. Stress, træthed, kedsomhed, rastløshed, tristhed – det er ikke unormalt, at man spiser på flere af dem, og når man først kan se det, så er det nemmere at forebygge dem og finde alternative måder at håndtere følelsen på. Mere om det senere.

Men for mange, måske nok de fleste, stikker det langt dybere og kan føres tilbage til følelser og oplevelser i barndommen.
Nogle er altid er blevet trøstet med søde sager.
Nogle har fået kritiske og irettesættende kommentarer om deres udseende (det kan både være, at man var “for tynd” eller “for tyk” – begge kan føre til overspisning).
Nogle har oplevet, at andre har kontrolleret deres spisning; “nu har du vist fået nok” (før man egentligt var mæt) eller “man skal spise op, tænk på alle dem, der ikke får mad” (det er så underligt et argument, for hvad skulle det dog hjælpe dem, at vi tvang maden ned??). Nogle er ligefrem blevet skældt ud, hvis ikke de spiste op.
Gentagne slankekure kan også føre til et forstyrret forhold til mad, der skiftevis får en til at underspise for så at ende ud i en overspisning. Her er overspisningen en helt naturlig reaktion, som vi desværre ofte skammer os over i stedet for at se det som kroppens naturlige (og faktisk vigtige) reaktion på en en form for “hungersnød” dagene forinden.
Osv.

denne artikel fortæller en ung kvinde om sin overspisning. Den burde få lukket alle forestillinger om, at “de jo bare kan lade være”. Samtidig viser den, hvordan årsagen bag overspisning kan stikke dybt.

 

Der er mange årsager til, at man overspiser. Man finder dem ikke ved at bebrejde sig selv og udelukkende fokusere på symptomet. Det gør mig så ked, at så mange gør det.

 

 

Vægtøgning og overspisning

Udover at vi oftere slår og selv i hovedet end at vi rækker os selv en hånd, så varer “straffen” ofte også ved. Særligt hvis vi ønsker at tabe os.
Frygten for at tage endnu mere på efter endnu en overspisning forværrer naturligvis selvfølelsen, hvilket kun gør en ny overspisning forventelig.

Jeg spørger ofte mine vægttabspatienter, hvorfor de tænker, de vil tage på af det? Her er de først ret uforstående (det virker jo ret logisk, at man skulle det?!). Men mit næste spørgsmål er så: Hvor lang tid går der typisk, før du bliver sulten igen efter en overspisning? Her svarer de fleste efter en længere tænkepause, at det ved de faktisk ikke. De har ikke prøvet at vente så længe. Enten sker overspisningen om eftermiddagen, hvor de jo spiser middag et par timer efter (her når de ikke at blive sultne, før de spiser igen) eller også sker det sent om aftenen, hvor de går i seng kort tid efter. Om morgenen spiser de så mere af vane/pligt end af sult, fordi vi jo har lært, at vi skal spise morgenmad… (endnu en kostmyte). Dem, der har prøvet at vente med at spise, til de blev sultne igen siger, at der kan gå 6-8 timer, Og det giver rigtig god mening.

Hvis vi nu sagde, at vi overspiste kl 16.00. Så er det måske egentligt ret usandsynligt, at vi overhovedet når at blive mere sultne den dag. Det er heller ikke sikkert, at sulten melder sig før op ad formiddagen næste dag. Så hvis vi bare lader kroppen selv bestemme, hvornår den har brug for næste måltid – så tager man ikke nødvendigvis på af en overspisning.

Mange melder tilbage til mig, at det føles som en befrielse bare at prøve at vente. Det giver både en ro bare at lade kroppen selv sige til, og det giver en ro at tænke, at det jo egentligt godt kan udligne sig kaloriemæssigt. Det væsentligste er dog, at det ofte tager en god portion hvis ikke størstedelen af den dårlige samvittighed forbundet med overspisningen, hvilket også har en indirekte forebyggende effekt på en efterfølgende overspisningstrang.

Enkelte fortæller mig, at de er endnu mere sultne om morgenen efter en overspisning om aftenen. Men denne “sult” de føler, er næppe rigtig sult. For det er ikke frugt og andet let, de har lyst til. De har mere lyst til brød og andet tungt for at dulme det ubehag, de har i maven. Sult og ubehag i maven kan ofte forveksles.

 

Dette er ikke en løsning, men det er en simpel måde at prøve at give hovedet og kroppen noget ro og se, om det ikke lige går med den overspisning. Kroppen er faktisk ret god til at regulere, hvor mange kalorier den skal bruge hver dag – vi glemmer bare ofte at lytte 🙂

 

 

Hvad gør dig glad?

Som nævnt kan mad bruges til at dulme mange dårlige følelser – fordi det giver en umiddelbar, men igen kortvarigt følelse af ro eller glæde. Og hvem kunne ikke bruge den efter en lang dag, hvor det hele bare ramler??

Hvis vi skal prøve at forebygge trangen til at overspise, er det sjældent nok bare at fjerne alt sødt fra huset. Så er Netto altså heller ik længere væk… Det, vi glemmer ved denne strategi, er at finde en anden måde at få den gode følelse på. Igen  – vi skal ikke straffe os selv ved at fjerne noget, der giver os ro/glæde/afstressning el lign. Vi skal finde en anden måde at opnå det på.
Vi har altså brug for et alternativ.

Så.. hvad gør dig glad?
Dette er desværre det sidste, mange af os tænker på. Særligt denne gruppe af mine patienter, hvor selvkritikken overspejler alting. Men det er hammer vigtigt!
Prøv at tænke over, hvad der kan give dig en følelse af ro, glæde, afstressning eller bare en hyggelig, rar og varm følelse? Hvor ofte gør du nogle af de ting?
Det er faktisk rigtig svært for mine patienter at svare på, når jeg spørger. Først efter noget tid kommer det frem. Og det er sjældent noget, de gør særlig tit.
Hvis vi knapt nok ved det og i hvert fald sjældent gør det – kan det så undre nogen, at det er svært at slippe maden?

Jeg ber ofte mine patienter om at lave en “glad-liste”. Både for at de skal vende fokus mod noget, der kan hjælpe dem og for at de kan bruge den som reminder om rent faktisk at gøre nogle af de ting. Gerne mange og ofte.

 

     

Mit råd er at lave din egen liste. Hvad end der er på, er det sandsynligvis noget, du kunne gøre noget mere. Særligt hvis du giver dig selv lov. Forestil dig så en uge, hvor du gør 3 af de ting hver dag, og i weekenden gør du én mere, som tager lidt længere tid eller er lidt mere “besværlig”.

 

Jeg siger på ingen måde, at vupti så er overspisningstrangen forduftet – men jeg vil rigtig gerne prøve at vende fokus mod noget positivt. Noget, der har fokus på digdine følelser og dine behov. Min oplevelse er, at det kan give en kæmpe ændring i tankemønstre og dermed adfærd. For nogle vel at mærke. For andre skal der meget mere til, og jeg synes, det er så vigtigt at respektere det og finde frem til den bedste måde, man kan hjælpe sig selv på.

 

Dårlig samvittighed løser intet. Det giver grobund for endnu flere aftener med skam, selvkritk og selvdestruktiv (spise)adfærd. Please lad være.

 

 

Diætister kan altså også godt overspise

Jeg kan i hvert fald  🙂 (på min egen måde – der er jo forskellige grader af overspisning). Det overrasker ofte mine patienter, når nu jeg er diætist, hvilket jeg jo egentligt godt kan forstå. Men jeg er altså ikke immun over for stress og andre ydre påvirkninger, der kan trigge en lidt uhensigtsmæssig adfærd. Nogle gange betyder det en meget kort lunte og indimellem betyder overspisning.
Jeg har dog ikke dårlig samvittighed over det (at overspise altså – den korte lunte har jeg, for det kan gå ud over andre). Jeg er faktisk ret ligeglad. Når det sker, så sker det. Efterfølgende kan jeg være mæt i 8 timer, hvilket jeg næsten bliver imponeret over 😛 Det er som om, min krop lidt har sagt – jeez det var en ordentlig omgang, du udsatte mig for der – men ok, nu er jeg klar igen 😉
Dernæst ved jeg præcis, hvorfor det sker. Jeg gør det typisk, når jeg er blevet ALT for sulten eller er meget stresset. Eller har haft en elendig nattesøvn! Den er slem. Så har jeg nærmest lyst til at spise hele dagen – medmindre jeg har mulighed for at sove mere i løbet af dagen, hvilket jeg så altid gør.
Så for mig er det i teorien ofte ret nemt at forebygge – men det lykkes bare ikke altid alligevel 😛

Tristhed giver mig ikke madtrang, men det får mig til at gøre andre uhensigtsmæssige ting. Derfor har jeg også selv lavet en “glad-liste”.

 

Nedenfor har jeg taget lidt billeder af min glad-liste 🙂 Jeg håber, det kan inspirere jer til at gøre det samme 🙂
Jeg synes, det er rart at have en visuel reminder, som både gør mig glad, når jeg ser på det, men også hjælper mig til at huske rent faktisk at gøre de ting. Ofte. Når man først er inde i den der sorte boble, så kan det være svært at komme ud. Men det er oftere nemmere, når man allerede forinden (før man blev stresset/ked el lign. og irrationel) har lavet sin det-gør-mig-glad-liste klar.

 

 

Min glad-liste 🙂 :

 

At være i naturen – helst med min hund 💝

 

Det er simpelthen den dejligste følelse. Både fordi jeg elsker naturen men også fordi hun (min hund) bare overelsker at tonse rundt i skov og vand! 😀 Det er også et afbræk i hverdagen, og det er helt umuligt for mig at være stresset derude 🙂

 

   

 

Dette er taget på en af mine cykelture til Bellevue strand, hvilket også er noget, jeg virkelig nyder og burde gøre meget oftere. At cykle! Når det er godt vejr og nogenlunde vindstille, så er noget af det bedste, jeg ved, bare at cykle ud ad strandvejen. Så sætter jeg en podcast på og drøner derudaf (eller så hurtigt det nu kan lade sig gøre på min mormorcykel 😛 )

 

 

 

Favorit-stedet – Charlottenlund slotspark 🍀🕍🌷
Her er vi 1-2 gange om ugen og helst om tidligt morgenen, før solen er stået helt op. Elsker stilheden og det smukke lys.

 

Nu uden vinterpels 😉

 

 

 

At plante planter og være på planteskolen (med min mor 😉 )

 

Jeg tror, min mor blev gladere, da jeg begyndte at interesse mig for have og planter, end da jeg fik min kandidat 😛
Nu er én af mine yndlings-weekend-ting faktisk blevet at tage på planteskolen med hende og bruge timerne efter på at plantere alting, finde passende krukker og bare gøre min have rigtig fin. Det føles virkelig terapeutisk for mig 🙂
Og særligt det der med at gå fra at stå med ét stort haverod til så at have den fineste have et par timer senere 🥰

 

 

 

Min lille have – førbillede 😳

 

 

Efter  🥰

 

 

 

 

Elsker virkelig at sidde her sent om aftenen og bare slappe af 🙂

 

 

 

Den her mynte har det exceptionelt godt! Den er så fin, at jeg faktisk ikke nænner at spise den 😛

 

 

 

At fikse ting i hjemmet – og holde det pænt

 

Jeg er virkelig ikke særlig handy. Derfor synes jeg, det er så fed en følelse, når jeg rent faktisk gør et eller andet, jeg normalt ville be’ om hjælp til. Såsom at sætte hylder eller en lampe op. Det tager mig 100 år at tage mig sammen, fordi mit hoved vrimler med – “jeg kan ik finde ud af det” og jeg kan ik overskue at bore og finde rawplugs og bla bla bla” men samtidig irriterer det mig at være afhængig af andre for at gøre den slags.
Og jeg ved, det er SÅ fedt bagefter! Selv hvis det skulle gå helt skævt, så har jeg prøvet, og kan formentligt finde ud af det næste gang 😉

Lige nu semi-renoverer jeg mit badeværelse 😉 Jeg kan godt lide den slags projekter, hvor der hele tiden er små fremskridt og jeg også lærer en masse samtidig, som, jeg tænker, er en god investering for evt. kommende husprojekter 😉 I får dog intet billede, for jeg er ikke færdig endnu 😉

Men det kan også bare være småting, jeg bliver ved med at udskyde, men som egentligt generer mig –  såsom at afkalke mit brusehoved, oliere mit plankebord, pudse vinduer. m.v. Kan jeg krydse dét af min to-do-liste, så kan jeg nærmest være glad hele dagen 🙂

 

 

Rod stresser mig lidt, hvilket ikke er så smart, for jeg roder virkelig meget. Men jeg ELSKER virkelig, når mit hjem er rent, sengen er redt og især når køkkenet er pænt. Det giver mig en eller anden form for glæde indeni og frem for alt giver det ro. Så jeg prøøøver at ordne sengen hver morgen, køkkenet hver aften og så rydde op i alle småtingene hver gang, jeg taler i telefon. Så lægger jeg alligevel ikke mærke til, at jeg sidder og rengør paneler, laver orden i mit tøjskab, gør mit køleskab rent osv. Og bagefter er jeg super glad og tilfreds 🙂

 

 

TO-DO-Lister 😀

 

Der er bare noget virkelig tilfredsstillende over at kunne se, at man rent faktisk har fået lavet en masse af det, man skulle den dag. Og så kan jeg godt få pres over “alle de ting, jeg skal nå” udover arbejde, så det er virkelig rart for mig at skrive det ned og kunne sætte en streg over, når det er gjort. Så får jeg en vildt god følelse – især når det er noget, jeg har udskudt alt for længe 😉

Det er jo ikke den slags, der kan bruges, når man først er nede, men for mig er det med til at forebygge stress, og det har i den grad betydning for mit velvære.

 

 

 

 

 

– og nu er det din tur 🙂

Diætist Felding

MAIL diaetist@felding.dk
TELEFON 22 27 64 63
CVR 35185410

KLINIK PÅ ØSTERBRO - Åben alle dage 
Kildevældsgade 83 a st tv
2100 København Ø

 

Følg mig på facebook - og få klar besked og tips om sund kost

 

Hjemmeside udviklet af Kasper Rebien

GENVEJE

ARTIKLER

BLOG

INTERVIEWS

OPSKRIFTER

BEHANDLINGER

BOOK TID

FOREDRAG

BOG

OM MARIA

 

© Alle rettigheder forbeholdes - Maria Felding 2018

Kontakt

11 + 9 =