(se oprindeligt Facebook opslag her)
“Det er som at slippe fri fra et fængsel! ?”
Disse ord brugte min patient i går efter vores samtale. Det var hendes reaktion efter, vi sammen havde gennemgået hendes kost, og jeg dernæst havde forklaret, hvorfor og hvordan jeg syntes, hun skulle lægge den om.
Mine råd kom som et chok for hende – det kunne da ikke passe, at hun pludselig “måtte” spise alle de ting igen?!
Hvor skønt det end er at kunne give sin patient denne følelse, er det også frustrerende gang på gang at se, hvor stor magt sundhedsforvirringen har. Som så mange andre, jeg møder, havde hun i årevis undgået en lang række fødevarer, fordi hun følte, hun burde. Det var ikke af lyst og bestemt ikke med hendes gode vilje.
Udover det åbenlyse er det værste ved disse begrænsninger, at folk efter min erfaring ikke rigtigt ved hvorfor, de “burde” følge dem. Det er blot noget, de har fået fortalt..
Når man har hørt visse kostråd længe nok, så stiller man ikke længere spørgsmålstegn ved dem. Derfor kan mange slippe af sted med at fraråde fødevarer, fordi de er “fedende”, “har for mange kulhydrater” og what not. Med andre ord bruge udefinerbare og helt ubrugelige argumenter, der ikke giver en større forståelse og dermed ikke er særlig motiverende. Dårlig samvittighed kan de dog sagtens give…
Når man er nødt til at hive den slags “argumenter” frem, så er der formentligt ikke noget videnskabeligt eller blot rationelt at komme efter. Jeg ved i hvert fald ikke, hvad definitionen på “for mange kulhydrater” er, eller hvordan det nogensinde skulle blive et generelt argument mod visse fødevarer.
Når jeg vejleder, er det vigtigste, at mine klienter forstår, hvorfor jeg anbefaler, som jeg gør, og hvorfor jeg råder anderledes end deres tidligere vejledere. De skal ikke gå fra min klinik endnu mere forvirrede. Og de skal slet ikke begrænse/undgå fødevarer, hvis ikke de er overbeviste om, at det er det bedste valg for dem. Og dermed selv har lysten til at gøre det.
At jeg faktisk ofte får kommentarer som ovenstående virker ironisk i lyset af, at mange udefrakommende opfatter mine anbefalinger som “ekstreme” eller urealistiske (se fx. kommentarfelt). Men jeg dikterer ikke, hvad folk skal spise. Jeg forklarer, hvorfor jeg vil anbefale at prioritere nogle fødevarer over andre, og så er valget i sidste ende op til den enkelte. På den måde er man uden om forbud, forvirring og stringente regelsæt, man egentligt ikke har lyst til at overholde. Giver det mening, så kommer motivationen af sig selv. Og gør det ikke, så må jeg forklare det noget bedre.
Dine kostvaner må ikke føles som et madfængsel. Er det tilfældet, så er det på tide at ændre dem. Og helst i dag.