Kræft er ikke blot et resultat af “sort uheld”

– heldigvis!

Kræft en frygtelig sygdom. Heldigvis skyldes den mere og andet end sort uheld. Fra det første stadie i kræftudvikling til, at der er tale om en reel kræftsygdom, har ydre faktorer såsom vores livsstil en enorm betydning. Langt mere end hvad mange tror – og det er godt nyt! Så opgiv ikke håbet og de gode livsstilsvalg på trods af kontroversielle medieoverskrifter om det modsatte. Allerede med den viden vi har nu, ved vi, at ca. 50 % af de mest almindelige former for kræft kan forebygges. Og hele 30 % ved selv moderate ændringer i vores livsstil såsom at spise mindre kød og mere grønt. Bemærk, at det er samme livsstilsændringer, der forebygger andre kroniske sygdomme og dermed er der alt at vinde herved.

Skrevet af læge Tobias Schmidt Hansen og diætist Maria Felding

Den forgange uge har næsten hvert eneste medie kørt en artikel om, at et nyt stort studie nu endegyldigt har bevist, at kræft primært skyldes sort uheld. De misvisende overskrifter lød:

TV2: ”Uanset hvor sundt du lever: Det er sort uheld, når kræften rammer”
Ekstra Bladet: ”Sort uheld er en større kræftdræber end cigaretter”
DR: ”Kræftens Bekæmpelse: Ja, de fleste kræfttilfælde er sort uheld”

Desværre gav ingen af artiklerne den fulde forklaring på, hvad studiet rent faktisk havde undersøgt, og hvad dets konklusioner egentligt kan bruges til. Dette er meget ærgerligt, for virkeligheden bag de bombastiske overskrifter er noget mere kompleks. Og heldigvis langt mere fortrøstningsfuld.

Studiet (1), som overskrifterne bygger på, er opfølgningen på et kontroversielt studie fra 2015 (2), der i sin tid også skabte lignende internationale overskrifter. I det studie havde de amerikanske forskere kort fortalt kigget på forekomsten af en række kræfttyper i det amerikanske kræftregister og sammenlignet dem med vævsprøver, hvor de kiggede på antallet af celledelinger i forskelligt væv. Her fandt de, at i væv, hvor der var mange stamcelledelinger, var der en højere risiko for at udvikle kræft.

Det vil sige at, celler i mave-tarm-kanalens slimhinde, der deler sig ofte, med tiden har højere risiko for at danne kræftceller, end celler i hjernen, der sjældent deler sig. Den biologiske årsag til dette er, at cellers DNA er mest sårbar over for mutationer, når de deler sig, og når der er tilpas mange DNA skader, kan det føre til, at cellens deling kommer ud af kontrol, og der opstår kræftceller (obs – det er ikke nødvendigvis ensbetydende med kræftsygdom – mere om det senere). Alt sammen ganske logisk og på ingen måde banebrydende ny viden.

Det kontroversielle her var, at forskerne på denne baggrund lavede en matematisk model, der forsøgte at estimere, hvor mange kræftsygdomme der så kunne tilskrives disse uundgåelige stamcelle-delinger og deraf følgende mutationer. Her kom de frem til, at de fleste kræfttilfælde kunne tilskrives denne slags mutationer. Altså var deres konklusion, at de fleste kræfttilfælde var simpelt uheld. Studiet blev således begyndelsen på, hvad der siden hen er blevet kaldt ”the bad luck theory of cancer”.

Studiet fik dengang massiv kritik. Selv WHO’s kræftagentur udsendte en pressemeddelelse, hvor de på det kraftigste undsagde sig studiet og anklagede det for åbenlyse mangler og skævvridninger (3). Et af WHO’s kritikpunkter var, at resultaterne fra den matematiske model slet ikke passede på reelle befolkningsundersøgelser af kræfttilfælde, som viser meget store forskelle både blandt områder og over tid. Eksempelvis fremhæver WHO, at tarmkræft i Japan i de seneste årtier er firedoblet. Hvis kræft primært skyldtes uheld, ville risikoen for kræft jo ikke svinge så meget, som vi med al tydelighed kan se, at den gør.

I 2015 kom også en anden analyse i det anerkendte tidsskrift ‘Nature’, hvor man undersøgte, hvor stor en del af verdens kræftsygdomme, der kunne tilskrives disse stamcelledelinger og hvor meget der skyldtes ydre faktorer såsom livsstil. (4,5) Studiet var bredere i sin tilgang til problemstillingen og så også på andre årsager til kræft end blot stamcelledelinger. Her fandt man, at 70-90% af alle kræfttilfælde skyldtes ydre faktorer, og at uheld således kun spiller en yderst lille rolle. Det er dette studie, vi citerer, i starten af vores bogs kræftkapitel.

Det nye studie (1), som ligger til grund for de debat-skabende overskrifter, er i essensen identisk med det stærkt kritiserede studie fra 2015. Der er inddraget flere lande og andre kræfttyper, men metoden er i store træk uændret.

Studiet forklarer blot, hvorfor kræft er hyppigere i visse væv end andre.
Det fortæller ikke om betydningen af sund livsstil på kræftrisikoen i de enkelte væv

Det mest ærgerlige ved studiet er nok, at resultaterne bliver opfattet som, at der er lighedstegn mellem cellemutationer og kræft-sygdom. Det kan meget vel være, at over halvdelen af alle mutationer skyldes stamcelledelinger og dermed er uundgåelige, men det er ikke det samme som, at halvdelen af alle kræfttilfælde skyldes disse mutationer. Og som hovedforskeren siger: “We never argued in the paper that mutations are all that is needed for cancer to occur” (6).
Cellemutationer er uden tvivl en stor del af fundamentet for, at der opstår kræftceller, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at cellemutationer alene fører til kræftsygdom. Dette tydeliggøres også af studiet i ‘Nature’ (5). Der skal være visse vækstbetingelser før, at kræftcellen kan blive til en aggressiv kræftsygdom. Bland andet skal kræftcellen være i stand til at danne en blodforsyning, noget der til dels er bestemt af inflammation. Hvor aggressivt, kræftcellerne deler sig, hænger også sammen med hormoner og vækstfaktorer som IGF-1. Alt i alt er cellemutationer kun en del af årsagen til kræft, og dermed giver det et stærkt forsimplet billede udelukkende at se på mutationer. I vores kræftafsnit forsøger vi at gå i dybden med en bredere vifte af årsager. Når disse inddrages, står det hurtigt klart, hvor stor en rolle vores livsstil spiller, når kommer til vores risiko for at udvikle kræft.

Ovenstående problem står særligt tydeligt frem, når man ser på deres analyse af årsager til prostatakræft. Her kommer de frem til, at 95% af alle tilfælde kan tilskrives delingsmutationer. Dette kan naturligvis ikke passe, da der i så fald ikke ville kunne ses så store variationer landene imellem, som der gør (7). Sammenhængen mellem livsstil og prostatakræft synes ligefrem at være så stærk, at livsstilsændringer har vist at forhindre tidlige stadier af prostatakræft fra at vokse (8). Kostens påvirkning af prostatakræft skyldes nok primært dets indvirkning på vækstfaktoren IGF-1 og ikke cellemutationer. Denne relation og mange andre er dette studie ganske enkelt blind over for.

Hvis sort uheld-teorien var sand, ville det betyde,
at amerikanere havde 4 gange så meget “sort uheld” som japanere, når det kom til tarmkræft….

Overordnet er det svært at tillægge analysen særlig stor praktisk værdi. Det er selvfølgelig en betragtelig del af kræfttilfælde, der skyldes uheld. Hvor mange procent, det drejer sig om, ved vi endnu ikke og med dette studie, er vi ikke kommet det svar meget nærmere. Den samlede vægtede forskning omkring årsagen til kræft tyder stadig på, at uheld nok mere er undtagelsen end reglen.

Men hvis “kun” 50% kan forebygges, så er det vel stadig tæt på korrekt, at kræft primært skyldes sort uheld?
Nej.
Vi VED, at ca. 50 % kan forebygges, og dette endda blot ved relativt moderate livsstilsændringer som ses neden for og her. Og forskere finder løbende frem til nye faktorer med stor betydning for vores risiko. Når disse er fundet, skal det bekræftes i store studier, og der kan dermed gå mange år, før dette kan overføres til sikker viden og kampagner. Der skulle fx. 7000 studier til, før det blev anerkendt, at rygning forårsagede lungekræft, og det er også relativt nyt, at forarbejdet kød er kommet i samme kræftfremkaldende kategori pga. dets indvirkning på tyk- og endetarmskræft. Og dette ikke pga. ny viden, men at den samlede evidens nu er vurderet substantiel nok til en endelig og sikker konklusion.
I takt med at der findes frem til flere og flere risikofaktorer for kræftsygdomme, vil andelen af forebyggelige kræfttilfælde næsten uundgåeligt stige.

Det vigtigste at understrege er, at vi IKKE er magtesløse i kampen mod kræft. Heldigvis! Nogle tilfælde vil være ude af vores kontrol, men vi gør os selv en bjørnetjeneste ved ikke at gøre brug af den viden, vi har om, hvordan vi selv kan nedsætte vores risiko betydeligt.